haarslevs.dk © 2009 • Privacy Policy • Terms of Use

 

 

 

Om navnet Haarslev

 

 


 

Skrevet af Kim Haarslev Egebo


 

Vi skal tilbage til den 12-11-1800, hvor en dreng bliver døbt med navnet Christen Christiansen i Haarslev Kirke 20 km nordvest for Odense. Hans egentlige fødselsdato er ikke kendt for den nævnes ikke i kirkebogen.
Forældrene snedker og indsidder
Christian Fridrich Christensen og Aren Erichsdatter som er født i hhv. 1774 og 1775, er vores tip-tip-tip-oldeforældre.
Sønnen Christen bliver ligesom sin far snedker og rejser på et eller andet tidspunkt (måske da han blev udlært ?) til Herrested sogn, som ligger midt mellem Nyborg og Ringe og ca. 20 km sydøst for Odense. Den 29.maj 1929 flytter han til Ryslinge sogn ved Ringe 20 km nord for Svendborg og han bliver som 30-årig gift med Karen Andersdatter i Ryslinge.
Det første sted jeg har fundet, hvor Haarslev optræder som personnavn i vores slægt er netop ved dette bryllup den 26-10-1830, hvor Christen i kirkebogen benævnes: "Kristen Christiansen Haarslev". Karen og Christen får 5 børn i perioden 1833-1841, som alle kommer til at hedde Haarslev til efternavn. Både Karen og Christen dør i en tidlig alder. Christen først i 1842 og Karen i 1846 af brystbetændelse som 41-årig. De bor på Ryslinge Hospital under folketællingen i 1840 og for Karens vedkommende også under folketællingen i 1845, hvor hun levede delvist af fattighjælp.
Hvad der skete med børnene som var mellem 5 og 13 år ved Karens død vides ikke præcist, men mon ikke de er flyttet til enten Christens familie i Haarslev sogn eller Karens familie i Odense?

Christens og Karens 3. barn er vores tip-oldemor. Hun blev født den 25. marts 1837 i Ryslinge og kom til at hedde Arentine Christiane Frederikke Haarslev. Som nævnt vides det ikke hvor hun boede efter morens død, men hun dukker op i Kjerteminde i 1868, hvor hun bliver gift med Lars Rasmussen.

Som nævnt i foregående afsnit får de datteren Karen Marie Kirstine Rasmussen i 1875, som altså ikke kommer til at hedde Haarslev. Karen Marie bliver gift med Marius og de skifter begge efternavn til Egebo i 1903 og deres børn kommer til at hedde Haarslev til mellemnavn ifølge folketællingen fra 1906. Nu er folketællinger ikke det mest pålidelige, hvad navne angår- både stavemåde og de anførte navne kan være lemfældige, men sikkert er det at vores Farfar kom til at hedde Haarslev til mellemnavn. Det er pudsigt at navnet Haarslev overlever fra Christen Christiansen, der begyndte med at tage navnet, gennem to kvindelige slægtsled (Arentine Christiane Frederikke Haarslev og datteren Karen Marie Kirstine Rasmussen) til de næste generationer. Det var vist ikke helt almindeligt for 150 år siden!