Erindringer om min mor og fars opvækst skrevet af min far Poul Holger Rasch:

Til mine børn og vor efterlevende slægt. 

Jeg har levet et langt liv med mange oplevelser, små og store glæder og sorger, medgang og modgang. Jeg har mødt og kendt mange mennesker og det er blevet til et rigt og velsignet liv, som jeg er Gud meget taknemmelig for. At jeg i hele mit lange liv har haft et usædvanligt godt og stærkt helbred skal også nævnes med taknemmelighed.
Når jeg tænker tilbage er der meget at fortælle, jeg må tage det som det kommer i mine tanker – og så måske efterhånden få bedre skik på tingene. 

Hvad ved I f.eks. om jer mor Else – sikkert meget. Men jeg vil gerne nævne noget, som I ikke kan vide. Det må blive om hendes barndom og ungdom – før jeg kendte hende. 

Hendes forældre var begge født på Fyn – se slægtstavlen – De var begge fra gode hjem med stærk tilknytning til det grundtvigske livssyn.
Elses far var uddannet ved handel, hendes mor som husmoder og syerske, de havde begge været på højskole. Som nygifte bosatte de sig i København, hvor de havde en kaffeforretning, det var små kår. (Kaffeforretningen lå på hjørnet af Ndr. Frihavnsgade og Ohlsensgade. Kilde: Postkort modtaget på adressen den 20.7.1906 )
Else blev født 5-9-1905 i Willemoesgade i nr. 9 døbt i Nordre Frihavnskirke 15-10-1905. Hun levede sine første år i København.
Da hun var ca. 3 år flyttede de til Nyborg – dels for at få en bedre forretning, dels for at Else kunne komme til at leve i sundere omgivelser – hun var ikke særlig levedygtig i sine første leveår, men det bedredes hurtigt i Nyborg. Elses far havde en tid rejst som repræsentant for et kaffefirma, derved havde han fået tilbudt at overtage et lejemål i en butik i Kongensgade 12. Her etablerede han sig som købmand med kolonial og delikatesse og ikke mindst kaffe. Butikken var en del af en gammel købmandsgård, hvor bønderne kom kørende med deres korn og senere handlede ind. Her var også en såkaldt skænkestue med gratis dram til madpakken. Herfra kunne man gå ad bagdøren ind i butikken, og det var da en fordel for den nye købmand, som selvfølgelig havde svært ved at finde fod­fæste i byen. Butiksnavnet var Chr. Haarslev, men i familie og blandt venner kaldtes han Rasmus – fulde navn var Rasmus Christian Haarslev.
I den tid solgte købmændene meget petroleum. Han tappede den selv af fra petroleumstønden og i små dunke eller flasker. Han kunne ”tjene” 3-4 flasker, når han passede på at intet spildtes, derfor blev det ikke overladt til lærlingen. Kolleger prøvede at ”fryse” denne unge mand ud, men han fik hjælp af ”Petroleum-Larsen” som udspredte det rygte, at Chr. Haarslev måske ville købe hele køb­mandsgården, for han havde arvet en betydelig formue. Så blev han accepteret. Forretningen vok­se­de langsomt men støt – især takket være at den fik et godt kaffe-ry som byens bedste kaffe.
Familien boede forskellige stedet i Nyborg, indtil de fik råd til at bygge eget hus på Vindingevej ”RO” med 2 etager, den nederste blev lejet ud.
Elses mor kaldet ”Mine” eller ”Minna” – hun havde rigeligt med navne – passede hus og børn, Else fik en lillebror Axel i 1908. Derimod fik Rasmus hjælp af ”Moster”, det var ”Minnas” ugifte søster, som boede hos dem og var ”fast” medlem af huset. Hun var Axels ”gode fe”, og det var nok både godt og ondt.

Om Elses skolegang kan nævnes, at hun blev elev i den private realskole, en skoleform, som var almindelig i mange købstæder. Hun fik en god skoletid og sluttede med en meget fin realeksamen – se eksamensbevis.
Herfra kom hun direkte ind på seminariet i Skaarup til august 1923. Det var egentlig imod for­ældrenes ønske, de havde familietilknytning til Odense. Seminariet der i byen var privat, mens Skaarup var statsseminarium.
Det var især ”Minna” og nogle af familiens venner, som trak i den retning, men Else var ”fars pige”, og hun fik ham på sin side i den sag.
På skolen i Nyborg var en ung lærer, som Else satte meget pris på. Hun har fortalt, at han som ingen anden kunne få hende til at slide med de fag, han underviste i – især sprog. Han var hendes ideal og vel nok et mål for hendes pigeforelskelse.
Sammen med sine forældre deltog Else i det åndelige liv i kirkelige kredse og i Højskoleforeningen især i ungdomsgrupper, bl.a. i de berømte møder på ”Nyborg Strand” et stort kysthotel, som stadig bruges i stor udstrækning af alle slags foreninger til kongresser og årsmøder.

Men før jeg mødte Else må jeg fortælle lidt om min oprindelse og opvækst.

Jeg er født den 18. maj 1905, døbt i Torkilstrup kirke 23-07-1905. Mine forældre boede i Torkilstrup, hvor far var karetmager med eget værksted i et gammelt bindingsværkshus, der var bygget og indrettet til snedkerværksted og beboelse. Det var et langt hus, 10 fag. Midt i huset var køkken med dør til den åbne store skorsten, hvor der før havde været ildsted. Nu var der komfur til fyring med brænde. I skorstenen kunne der hænge flæsk og pølser til røgning, så fyrede man lidt på ildstedet. I køkkenet var køkkenbord med vask, herunder 1 spand til udtømning, kloak fandtes ikke på landet i min barndom. Jeg husker, at over køkkenbordet hang på væggen et ”Fadræk” til tallerkener, kopper m.v. Fra køkkenet var en dør til et lille spisekammer, en dør førte ind til værkstedet og en dør ud til gården, en anden til ”hverdagsstuen”, ved siden af den var der sovekammer og ”den pæne stue”, som kun blev brugt ved familiesammenkomster. Desuden en lille forstue med dør ud til gården. Huset blev købt i 1904.

I 1912 blev der bygget en ny skole i Torkilstrup, nabo til vor have. Dette medførte en byttehandel om jord, så vor have blev større. Der blev plads til et nyt hus, bygget i 1913, samme år som Hans, min broder, blev født. Jeg husker, at dette dejlige nye hus kostede 3300 kr. det var udgifter til materialer og håndværkere, det lyder usandsynligt, men det er korrekt. Fars årsindtægt var ifølge bøgerne ca. (desværre har far ikke skrevet et beløb). Min mor var alm. håndværkerkone, foruden at passe hjem og børn hjalp hun til i huset hos familien Strange, der havde en stor gård i byen. Det var især ved travle perioder indendørs f.eks. slagtning, ølbrygning, bagning og hovedrengøring. Hun havde tjent som pige hos dem inden sit giftermål. Hun var dygtig på sit felt, men blev desværre angrebet af gigt efter Hans’s fødsel, så hendes arbejdsevne blev svækket mer og mer. Sine sidste leveår var hun meget handicappet, så far fra ca. 1930 måtte nedtrappe sit arbejde på værkstedet for at hjælpe mor med husarbejdet.
De var ikke med til vort bryllup i Nyborg, mor kunne ikke klare en så lang rejse, det kunne far sagtens, men han ville være sammen med mor.
I sine tidlige år, mens mor endnu var rask og rørig, deltog far gerne i hvad der rørte sig i by og sogn. Han var formand for Sygekassen i mere end 25 år, medlem af menighedsråd – kasserer i en år­ræk­ke. Han var også politisk interesseret (radikal). Som sygekasseformand kom han rundt i landet, da han også var med i amtsledelsen.

Trods sin sygdom nåede mor at blive 68 år, før hun stille sov hen.

Far blev 87 år, han var næsten aldrig syg. Han boede alene og klarede sig selv til han var 82. Han flyttede så over til os i Nagelsti skole og hjalp til i hus og have. Sine sidste 3 år boede han i Toreby på alderdomshjemmet efter eget ønske, fordi både Else og jeg da skulle arbejde på Toreby Centralskole. Han havde nemt ved at komme i kontakt med andre mennesker, så han følte sig godt hjemme blandt beboerne på hjemmet.

Mor og far ligger begravet på Torkilstrup kirkegård.

Min opvækst i Torkilstrup har vel formet sig som for andre drenge. Jeg var en slags enebarn til mit ottende år, da blev Hans født 28-8-1913.
Det var en overraskelse for mig, da han kom til verden. Jeg var henne hos Stranges den dag – hele dagen – vi gik kun i skole hver anden dag. Jeg fik at vide at mor var syg, så jeg skulle vente med at løbe hjem til om aftenen. Jeg blev endda fulgt hjem, og i sengen lå mor med en lillebror til mig. Stor forbavselse men ingen særlig glæde, for sådan en kunne man da ikke lege med. Vi voksede op sammen, men aldersforskellen var så stor at vi ikke nåede at kunne tumle og lege sammen, jeg voksede stadig fra ham. Da jeg blev konfirmeret gik han endnu ikke i skole. Da han blev konfirmeret var jeg allerede blevet lærer.
Men legekammerater savnede jeg ikke som barn. Der var 3 jævnaldrende drenge – vi legede da ikke med piger – og vi fandt altid på spædende ting uanset vejr og årstider. Det skete af og til, at vi blev ”indbudt” til at lege med præstens søn Tage, så måtte vi være lidt pænere i tøjet og havde selv­føl­ge­lig mange formaninger med hjemmefra om passende opførsel.
Skolegangen i Torkilstrup skole, som var nær nabo til mit hjem, var 4 årig. Skolen havde 4 klasser og 2 lærere. Den ene var førstelærer, skolens leder. Den anden var 2. lærer. Vi gik i skole hver anden dag. 1. og 2. klasse gik tirsdag, torsdag og lørdag. 3. og 4 klasse mandag, onsdag, fredag. Vi var i skole hele dagen fra kl. 8 til kl. 3 (15) eller 4 (16) Undervisningen var ofte lidt kedelig, men vi måtte være flittige både i skolen og med lektierne hjemme.

Jeg kunne ikke komme på realskole, det var for dyrt og for besværligt, den nærmeste realskole lå i Nr. Alslev 7-8 km. borte.
Efter min konfirmation kom jeg ud at tjene hos Jens Strange på en stor gård. For sommerhalvåret fik jeg 150 kr. + kost og logi.
Om vinteren gik jeg til gymnastik i Forsamlingshuset 1 aften om ugen. 2 aftener gik jeg i aftenskole. Om sommeren var der ikke noget at være med i. Vi drenge kørte nogle cykelture eller fandt på voldsomme lege.
Jeg havde ikke lyst til at blive karetmager ligesom min far, jeg var mest glad for at arbejde ved landbruget, men indså snart at jeg ikke kunne få mit eget landbrug ja, måske blive husmand, men det var ikke tillokkende for mig.

Jeg gik og savnede skolen og lidt efter lidt modnedes tanken om at blive lærer.
Min fætter Valdemar Jyde var 4 år ældre end jeg, og han var på seminariet i Skaarup på Fyn. Han blev færdig i juni 1922. Jeg blev optaget i præparandklassen samme år til august. Præparandklassen var beregnet for elever, som ikke havde realeksamen. Vi skulle på 1 skoleår nå så vidt, at vi kunne klare optagelsesprøven til 1. klasse på seminariet på lige fod med realskoleeleverne. Det var et stort slid, men jeg bestod prøven og kunne så begynde i 1. klasse efter sommerferien 1923. I Skaarup – en landsby 7 km. fra Svendborg – lå Skaarup Statsseminariums bygning i en ret stor have, her var hyggeligt, men seminarieeleverne prægede selvfølgelig livet i byen. Her var jernbanestation, det var privatbanen Svendborg – Nyborg, der løb forbi.
Eleverne boede privat i lejede værelser hos byens borgere. Man spiste på pensionater, hvoraf der fandtes mindst 5 foruden Skaarup kro, som også var spisested, men det var kun for de rige, for der løb let for mange ekstra udgifter på.
Jeg havde ikke råd til ekstra udgifter, men jeg kom til at bo ekstra godt og alligevel billigt. Jeg ”arvede” Valdemars logi, det var hos en enke, som var kendt for sin properhed. Valdemar havde kunnet indrette sig efter hendes regler og været glad ved at bo der. Huset var ikke stort men skinnende rent. Jeg havde 2 værelser på loftet, så det var meget fint, og lejen var 35 kr. om må­ne­den, de var begge møbleret og jeg blev passet godt, næsten for godt – for hun så ikke gerne at jeg fik besøg, hvis man glemte at bruge måtten, så der blev synlige tegn på trappen, så blev det påtalt, men det indrettede man sig efter. Min værtinde har præsteret at holde køkkendøren på klem, når en af kammeraterne Chr. Andersen var på vej ned. For det første buldrede han stærkt på trappen med svære skaftestøvler, og for det andet glemte han ofte måtten. Når han var vel ude af gangdøren, skulle trappen have en omgang.
Men jeg boede altså trygt og godt hos hende i 4 år. Hun sørgede altid for at have fyret op i den lille kakkelovn i opholdsstuen, inden jeg kom hjem fra seminariet, så jeg ikke skulle grise til. Hun bar også brændsel op.
Da jeg havde boet hos hende i ca. 2 år skete det, at en ung dame af og til kom på besøg om eftermiddagen, men hun blev hurtigt godtaget, for hun gav sig i snak med min værtinde, og de forstod hinanden.
Pigen hed for resten Else.

Så er det vel på tide at fortælle, at der i vor klasse i skoleåret 1923-24 var 21 elever, hvoraf kun 4 var piger. Else var den ene. Men i det skoleår var hun og jeg ikke spor betaget af hinanden. De 4 piger holdt sammen i det daglige slid. De 2 var fra Nyborg, så de rejste hjem om søndagen – weekend kendtes ikke. Alle – næsten da – havde nok at passe, for prøverne var store, det gjaldt om at klare oprykningen til 2. klasse.
Og kravene blev ikke mindre i 2. klasse, her kom 4 elever ind med studentereksamen, de troede selvfølgelig at de havde slugt alverdens visdom, men det viste sig, at det havde de altså ikke.
Vi havde forskellige fester på seminariet. I begyndelsen af skoleåret – i september – var der dus gilde, men det gjaldt ikke for pigerne, dem sagde vi De til og omvendt, sådan var den rette tone: De og Frøken Nielsen, Haarslev o.s.v. Først i efteråret 1924 kendte Else og jeg hinanden så godt, at vi blev dus og på fornavn. Men ikke noget kissemisseri åbenlyst. I en 2. klasse før os havde et par forlovet sig. Lærerrådet granskede sagen. Af hensyn til sagens parter måtte denne ene forlade seminariet, det blev pigen. Vor dansklærer i 2. og 3. klasse Togeby sagde det på denne måde: ”Ingen parring i timerne – dette er en skole” Vi havde tomands borde og kun elever af samme køn måtte sidde sammen i timerne.
Else boede i et hus nabo til Togeby hos et par hyggelige ældre mennesker. Da vi gik i 2. klasse kom jeg af og til i dette hus, men kun når det blev mørkt. Da var vi forlovede, men uden ring – dem fik vi først da eksamen var overstået i juni 1926 og vi havde forladt Skaarup. Det skal dog bemærkes at Togeby havde gennemskuet os, det har han senere fortalt.
Jeg nævner lige at vi havde julefest og dimissionsfest hvert år, men de var meget stilfulde og uden erotik.

Eks. Ved en fest kom en fra vor klasse (det var i 1. klasse) til at danse kinddans, han måtte både i seminarium tiden og senere lyde navnet: Kind.

I påskeferien 1925 var jeg første gang på besøg hos Elses forældre. Det med at skulle vises frem, er noget de fleste tænker tilbage på med en særlig følelse. Hvad sagde dine forældre? Hvordan opførte jeg mig?

I sommerferien 1925 var Else så på første besøg i mine forældres hjem, og hun blev godt modtaget, ligesom jeg var blevet hos hendes forældre. Men jeg husker at min mor havde sine betænkeligheder, når hun skulle have en købmandsdatter som svigerdatter. Mon hun ikke var vant til fine forhold? Mor blev glædeligt overrasket, Else var jo en ganske almindelig pige og de kom hurtigt på talefod, det gjaldt også for far og Hans.

Jeg blev godt modtaget, men Else fik formaninger.

Ang. Bad m.v.
I vort hjem i Torkilstrup var der ikke bad eller toilet. Der var lokum i udhuset, som vi delte med rotterne. Vi ”badede” i balje i det gamle køkken (bryggers) i værkstedet, her var en indmuret vaske­kedel, så der var nem adgang til varmt vand.

I Elses hjem i Nyborg var der heller ikke badeværelse. På trappeafsatsen var et toilet. Badning måtte foregå i kælderen med vaskekedel, om vinteren dog i køkkenet.

I Nagelsti skole (bygget i 1877) gentog det samme sig, lokum over gården, badning i vaskehuset med vaskekedel. Det kunne være en kold omgang, når Else og jeg holdt ”storvask” på børnene. Men det huskes som dejligt at pjaske i masser af varmt vand og derefter aftørring og så indpakket i tæpper at blive båret ind af mor eller far.
Først i 1948 blev der indrettet bad og toilet i tjenesteboligen, og der gik da mange år før det blev almindeligt i private hjem.

Forlovelsestid.
Så længe vi gik på seminariet optrådte vi ikke som par, selvfølgelig fulgtes vi ad, men helst i flok med andre kammerater.
9. juni 1926 afsluttede vi begge vor eksamen, nu var vi lærere – pigerne var lærerinder.
Ved demissionsfesten optrådte vi som par officielt, men ringene tog vi først på den 11. juni 1926 – dog bar de en anden dato indgraveret – 24-11-1924 – det var vor hemmelighed.
Desværre var der ikke brug for alle nye lærere – overproduktionen var stor, så der var rift om pladserne.
Man skulle have et års skolearbejde som vikar, før man kunne ansættes fast i et lærerembede. Else fik plads i en friskole i Nr. Broby på Fyn bl.a. på grund af et ungdomsbekendtskab mellem hendes forældre og skolens ejer. Det blev et år med mange nederlag for Else, hun blev nærmest betragtet som en art hushjælp. Selvfølgelig underviste hun, men både manden og konen – hun var lærerinde – men hun blandede sig i Elses undervisning – den lede s….

Else måtte ikke irettesætte evt. urostiftere, det måtte kun Mads Holmgaard. En friskole var det af navn men ikke af gavn, der skulle hele tiden tages hensyn til at forældrene skulle betale til skolen, men deres indflydelse i skolen var særdeles ringe.
Else var flere gange i årets løb ved at give op, men både hendes forældre og jeg fik hende til at fortsætte skoleåret ud. Hun kom vældig godt i samarbejde med børnene. Hun fik da også en fin anbefaling fra formanden for skolekommissionen, han kendte godt forholdene i denne lille skole.
Fra skoleåret 1927/28 blev Else ansat som lærerinde ved en ny landsbyskole i Kalø, ved Sakskøbing, det var en 4 klasset skole med en førstelærer + Else.
Førstelæreren med familie havde en stor god lejlighed. Lærerindens lejlighed, der var indrettet på loftet over skolestuen, bestod af 2 små værelser + køkken, intet bad men toilet i gården, og desuden havde hun rådighed over en kælder, men den var ubrugelig, der stod vand på gulvet.
Else søgte mange stillinger inden hun blev ansat i Kalø.

Jeg havde svært ved at få samlet mit vikarår, det tog ca. 2 år med flere forskellige vikariater med varighed fra 1 (én) uge til 3 måneder. I ledige perioder tog jeg andet arbejde, især ved landbruget – der var ikke noget der hed dagpenge til ledige, man måtte klare sig selv. Jeg boede hos mine for­ældre, så mine udgifter var meget små.

Else og jeg var glade ved, at hun kom så nær til Torkilstrup, så kunne vi da besøge hinanden af og til. Mellem Kalø og Torkilstrup var ca. 30 km. at cykle. Cyklen var eneste transportmiddel, der var ingen rutebil eller bus. Vejen gik til Guldborg, hvor der var en lille færge fra Guldborg F. til Guldborg L. Vi var trænede cyklister dengang, jeg skulle jo hjem igen om aftenen, det var ikke passende at jeg overnattede hos min kæreste. Else fik det godt sammen med førstelærerens familie og de tilbød, at jeg kunne låne et gæsteværelse hos dem, hvis vejret blev dårligt, det tilbud benyt­tede jeg mig af nogle få gange.

Når Else var i Torkilstrup sov vi også adskilt – Længe leve moralen.

Den samme regel var også gældende i Nyborg, hvor jeg tilbragte mange ferier i ”Ro” på Vindingevej.

Mine svigerforældre var jævne folk, men hvad man må kalde velstillede. De havde altid været sparsommelige. Minna havde i sine unge år lært kjolesyning og var særdeles god både som tilskærer og syerske, så hun var selverhvervende før sit giftermål. Nu blev hun købmandskone og hun og Rasmus – det var hans daglignavn – hjalp så hinanden i en lille kolonialforretning i København specielt med kaffe.
Jeg havde det som søn i huset, og vi havde det altid godt sammen.

I 1928 blev jeg lærer i Skanderborg private mellem- og realskole, og det kan jeg takke Minna og Rasmus for. De var selvfølgelig kede af, at jeg ikke havde fået arbejde fast ved et skolevæsen i løbet af 1926-27.
De havde en fælles ungdomsven H. Johs. Jørgensen, som var lærer ved realskolen i Skanderborg.
Han var en meget trofast ven. Hans forældre og deres forældre havde kendt hinanden fra ungdomsårene, hvor de kom sammen i Højskoleforeningen i Odense. H. Johs. Jørgensen blev uddannet som lærer i København, han var fattig, og skønt Minna og Rasmus ikke havde mange penge, kunne de låne ham lidt og hjælpe ham med mad. Den hjælp var han meget taknemmelig for, og det fælles­skab blev til et livsvarigt nært venskab, som også kom til at gælde for Else og Axel – og senere også for mig.

På skolen i Skanderborg var en stilling ledig pr. 1.-8.1928 som lærer bl.a. i geografi og biologi. Han rådede til at jeg skulle søge den. Vi havde kun mødt hinanden en eneste gang. Jeg sendte min an­søg­ning, og på hans anbefaling overfor skolens leder blev jeg ansat. Se det var næsten et eventyr.
Jeg må her indskyde, at jeg var vant til at skrive ansøgninger – jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har sendt af sted – men uden resultat. I årene fra 1925 til ca. 1930 var der stor overproduktion af lærere. Ca. halvdelen af vor klasse på 21 elever havde ikke fået arbejde i løbet af de første 2 år. 3 af vore kammerater fik aldrig arbejde i skolen. En blev købmand på Ærø, en anden fiskehandler i Vestjylland, den tredje blev medhjælper på sin fars gård – endte som delvis sindssyg.

 Jeg søgte i 1927 et vinter lærerembede på Fyn – altså kun ½ års ansættelse. Vi var 121 ansøgere – det siger noget om overflod af uddannede lærere. Jeg tog et feriekursus på Otterup i 1926 i idræt og gymnastik. Desuden tog jeg i 1927 kursus i sløjd 2 * 6 uger på sløjdskolen i Askov. På seminariet kunne man ikke få undervisning i sløjd. Disse kurser måtte man selv betale, men det var en fordel at have dem, når man søgte stilling.
Som ung og næsten uprøvet lærer begyndte jeg på min nye gerning i Skanderborg. Skolen var privat – forældrene betalte skolepenge ca. 30 kr. pr. måned, men de havde ingen indflydelse på skolens drift eller undervisning.
Lederen var af den gamle skole – han holdt streng justits. Vi var 6 lærerkræfter, Johannes var den førende, han førte skolens regnskab, underviste i matematik og fysik. Foruden geografi og biologi i eksamensklassen havde jeg dansk i underskolen og al drenge­gymnastik. Jeg boede i samme hus som Johannes. Han med familie boede til leje hos en fra Kokkenborg – forhenværende præstekone – og for resten søster til Mogens Dam. Hun havde et ledigt værelse, hvor jeg kom til at bo. Jeg spiste hos familien Jørgensen, hans kone Johanne sørgede godt for mig.

Min løn var ca. 240 kr. pr. måned. Prisen på kost og logi husker jeg ikke. Det var en dejlig fornemmelse at have fundet en plads som lærer, og jeg følte mig vel modtaget. Det skal nævnes, at hr. Wiekmann var en god leder, han var ikke af mange ord, men man vidste hvor man havde ham, og man kunne stole på ham. Små problemer ordnede han med få ord – større problemer med enkelte elever ordnedes kontant og ”håndfast”. Skete det at forældrene havde klager at fremføre, fik de på en pæn måde at vide, at de gerne måtte tage barnet ud, men det skete som regel ikke – for Johannes var mere diplomatisk og han kunne godt på egen hånd få tingene til at glide.
Jeg husker en elev i realklassen, han var almindelig berygtet for sin flabede opførsel især hos lærerinderne. Han havde ”samlet sammen” gennem længere tid bl.a. i gymnastiktimerne.
Resultatet: han måtte give mig sit sjippetov, og så viste jeg ham, hvad det også kunne bruges til. Han løb hjem, jeg fortalte Wiekmann om episoden, han svarede: ”Det havde knægten trængt til længe”. Faderen blev af moderen sendt hen på skolen for at klage over behandlingen. Jeg har aldrig hørt mere om sagen, men drengen fik senere en pæn karakter for opførsel; jeg havde ro i mine timer, og selv i gymnastik lagde han kræfterne i.

Nu sad Else så som lærerinde i Kalø og jeg som lærer i Skanderborg. Afstanden var blevet stor, vi kunne kun mødes i ferierne. Giftes – ja tak, men vi havde ikke råd til det, vi skulle gerne begge fortsat tjene vor lærerløn. Altså – vi mødtes i ferierne – mest i Nyborg – det var jo midtvejs, men i sommerferien også i Torkilstrup.

Else havde fundet sig et godt tilholdssted hos præstefamilien i Tårs præstegård. De havde en datter som var jævnaldrende med Else. Desuden kom hun meget hos en husmandsfamilie hvis børn – 4 eller 5 – hun havde i skolen.
Begge steder gik hun ug od ind og deltog i arbejde i hus og have, det lærte hun meget af. Disse venskaber holdt i gennem mange år. Hendes liv i Kalø blev nok en ventetid, men den føltes ikke lang.
Jeg ventede selvfølgelig også på at tiden skulle komme, hvor vi syntes, at vi havde råd til at gifte os og sætte bo. Det gik igen i vore breve, og det blev drøftet i enkeltheder, når vi mødtes. Vi tjente nu penge begge to, og vi var vant til at være sparsommelige, men en privat skole er ikke et sted hvor man er sikret fremover på samme måde som i Folkeskolen. Det var selvfølgelig med i vore overvejelser. Men i juleferien 1929 traf vi beslutningen: Vi ville gifte os i sommerferien 1930.
Da beslutningen var truffet var der mange ting at tage stilling til. Elses stilling var m.h.t. bolig og løn normeret for en ugift. Altså måtte hun sige sin stilling op til august 1930.

Jeg havde et værelse – vi måtte have en lejlighed – den fandt jeg i et nybyggeri ved hovedgaden i Skanderborg.
2 værelser med køkken og toilet - minus bad - på 3. sal. Min løn blev ikke forhøjet fordi jeg blev gift, men måske Else kunne få vikararbejde på kommuneskolen, det skulle fremtiden vise.
Elses mor var betænkelig, men ikke imod vort bryllup, Elses far så altid mere lyst på tingene. Else fik hurtigt ham med på tanken, og han lovede hende stort bryllup med brudekaret og fest på byens bedste hotel.
Men desværre skulle det gå anderledes. Elses far blev syg – alvorligt – det var mavekræft, han blev opereret, men døde næste dag den 1. marts 1930. Det var en stor sorg for os alle, nu måtte bryllupstankerne vige for meget andet. Men livet skulle jo leves videre, så til Påske traf vi den endelige beslutning. Datoen blev fastsat til den 8. august 1930 i Nyborg kirke.

Renskrevet januar 2008 af hans datter Anna Haarslev